Der var stor opbakning til campingerhvervet, da Socialdemokratiets turismeordfører Tanja Larsson besøgte Feddet Strand Resort. Besøget var arrangeret af Camping Outdoor Danmark.
Direktør Kasper Kristensen og ejer Ivan Reedtz-Thott bød velkommen på det femstjernede resort, hvor Tanja Larsson sammen med CODK’s direktør Kirsten Munch Andersen blev vist rundt og fik indblik i både muligheder og udfordringer i erhvervet.



En ferieform, der begejstrer
Budskabet var klart: Camping er fællesskab, natur og oplevelser – og en ferieform, der i stigende grad tiltrækker både danske og udenlandske gæster.
Tanja Larsson er selv aktiv campist og fremhæver camping som en ferieform, der både samler mennesker og giver nærvær i naturen. Samtidig peger hun på camping som et attraktivt alternativ til charterrejser – en mere fleksibel og bæredygtig ferieform med kortere transport og tættere kontakt til naturen.
Fokus på udvikling og bedre rammer
Under besøget blev der drøftet, hvordan camping kan udvikles yderligere i Danmark.
Tanja Larsson understregede behovet for, at campingpladser får bedre rammer til at udvikle sig i takt med gæsternes efterspørgsel. Samtidig blev campingens rolle som vækstmotor i landdistrikterne fremhævet.
Besøget sender et klart signal: Der er både politisk forståelse og vilje til at styrke campingens udvikling i Danmark.