Menu
  • Del

Camping Outdoor Danmarks ønsker til Finansloven 2023

Dato: 22- 02- 2022

Nedslag i ejerafgiften for autocampere

Egentlige autocampere, som der i dag beregnes afgift af efter registreringsafgiftslovens § 5 a, stk. 2, er ikke at anse som bil nummer 2 i en husstand og kører færre kilometer end et almindeligt personmotorkøretøj.

Camping Outdoor Danmark vil derfor opfordre til, at ejerafgiften efter brændstofforbrugsafgiftsloven nedsættes på tilsvarende måde, som ejerafgiften er nedsat for veteranmotorkøretøjer, da egentlige autocampere, som er indrettet med fastmonteret køkken, bad og toilet, reelt er at sidestille med campingvogne.

I henhold til brændstofforbrugsafgiftsloven – lovbekendtgørelse nr. 169 af 18. februar 2020 § 6, stk.3, fremgår det, at når der er forløbet 35 år fra en bils 1. registrering, skal der fra den følgende afgiftsperiode kun betales afgift eller tillæg med ¼ af sædvanlig afgift eller tillæg. 

En tilsvarende bestemmelse opfordres der til at blive indført for egentlige autocampere, ikke er MPV-typer, der substituerer almindelige større personbiler. En nedsættelse af ejerafgiften bør derfor udelukkende gælde for køretøjer, der er indregistreret som personbil/beboelse med en køreklar vægt over 2585 kg.

 

Urimelig vægtafgift for campingvogne 

Camping Outdoor Danmark foreslår en afgiftsmæssig ligestilling af vægtafgifterne mellem campingvogne og trailere. 

I dag betaler campister med campingvogn markant mere i vægtafgift end dem, der kører med trailere. 

Det er en urimelig forskelsbehandling og giver ingen mening i forhold til, hvor meget campisterne reelt slider på vejene, eller den miljøbelastning de afstedkommer. 

Der foreslås ensretning og fairness i afgiftsstrukturen. 

Formålet med vægtafgifter er grundlæggende at beskatte køretøjer, der slider på vejene forholdsmæssigt i forhold til deres slid og øvrige påvirkninger af vejnettet. 

Der er imidlertid ikke sammenhæng mellem vægtafgiften på campingvogne og trailere, da vægtafgiften for en campingvogn er er omkring fem gange højere end for en trailer. 

 

Overnatningsmoms

Enhedsmomssatsen på varer og tjenesteydelser i Danmark er på 25 pct. 

Det er en høj sats sammenlignet med de øvrige lande i det nordeuropæiske konkurrentfelt.

Det vægtede gennemsnit i Nordeuropa er 18,75 pct. Danmark har altså højere momssatser end det nordeuropæiske gennemsnit. 

Det bidrager til at gøre det danske prisniveau højere end konkurrentlandenes. 

Privat udlejning sker også uden moms. 

Samtidig adskiller Danmark sig fra hovedparten af de nordeuropæiske lande ved ikke at have differentieret moms på overnatningsydelser. 

Danmark har sammen med Sverige og Norge de højeste generelle momssatser i Nordeuropa. 

I såvel Sverige som Norge opereres med differentieret moms og dermed med lavere momssatser inden for overnatninger.

 

Vandafledningsafgift

Vandafledningsafgift opkræves til finansiering af kloaksystemer og renseanlæg. Den opkræves som en m3 afgift af det leverede vand.

Vandafledningsafgiften er en relativt stor udgiftspost på Campingpladserne.

Campingpladserne betaler også Vandafledningsafgift for det vand der: 

  • Tappes ude på pladsenhederne
  • Erstatter fordampet vand i poolen
  • Bruges til nyplantninger

Vandafledningen er en af de store udgiftsposter for campingpladserne.

Vi arbejder på at campingpladserne fritages for det vandforbrug der forbruges på pladsen.

Vandafledningsafgiften er kommunalt fastsat og ikke finanslovsstof.

 

Kommentarer eller supplement til ønskerne modtages meget gerne.

Kontakt os
Jens Brendstrup
Direktør i Camping Outdoor Danmark
Jens Brendstrup