Mange vigtige fokusområder for den nye regering med stor betydning for camping, outdoor og naturnær turisme
Camping Outdoor Danmark (CODK) ser positivt på, at regeringsgrundlaget rummer en række vigtige fokusområder med stor betydning for camping, outdoor og naturnær turisme.
Særligt tre spor er vigtige for branchen: Færre byrder og mere rimelige skatter, bedre rammer for udvikling i landdistrikter og kystområder samt et stærkt fokus på mere natur og friluftsliv.
Færre byrder og mere rimelige rammer
CODK hilser det velkommen, at regeringen vil reducere erhvervsbyrderne med 25 pct. frem mod 2035 og nedsætte en ekspertgruppe med udfordringsret på erhvervsrettet regulering, administrationspraksis og markedsbarrierer.
Camping- og outdoorbranchen er i dag ramt af forældede regler og langstrakt myndighedsbehandling. Det er særligt campingreglementet, dobbeltregulering og de administrative barrierer, der gør det unødigt vanskeligt at udvikle moderne campingpladser, outdooraktiviteter og naturnær turisme.
CODK ser også positivt på regeringens fokus på skattelettelser, herunder en nedsættelse af selskabsskatten, og på opfølgningen på ekspertgruppen om bilafgifter. Det er afgørende, at den helt urimelige beskatning af autocampere ophører.

Bedre muligheder for udvikling i hele Danmark
Det er meget positivt, at regeringen vil modernisere planloven, så den uden for de store byer styrker mulighederne for frilufts- og helårsturisme. Der er brug for bedre rammer for helårsdrift og at bygge flere hytter, udvikle autocamperturismen, sikre outdoorfaciliteter og skabe naturnære oplevelser. CODK ser potentiale i, at kommunerne opfordres til at foreslå konkrete projekter, der i dag ikke kan gennemføres på grund af planloven, og at der ses på bedre dispensationsmuligheder.
Det er positivt, at støtten til lokale aktionsgrupper øges, at erhvervsfremmemidler målrettes landkommuner, og at regeringen vil lave en helhedsplan for erhvervsliv, mobilitet og infrastruktur i landkommunerne. Campingpladser og outdoorvirksomheder er en central del af den lokale økonomi og turismens infrastruktur i hele Danmark.
Natur, klimatilpasning og adgang skal tænkes sammen
Naturnære virksomheder er afhængige af, at vi passer på naturen – og at vi håndterer de udfordringer, naturen også giver.
Derfor er det positivt, at regeringen vil indgå en aftale om klimatilpasning med afsæt i National plan for kystbeskyttelse og fortsætte arbejdet med en ny bidragsfordelingsmodel. Mange campingpladser ligger kystnært og er direkte påvirket af stormflod, erosion, oversvømmelser og stigende vandstand.
CODK ser også positivt på regeringens naturambitioner og omlægning af landbrugsjord til natur, vådområder og skov. Nye naturområder bør fra begyndelsen tænkes sammen med adgang, friluftsliv, outdooraktiviteter og naturnær turisme.
Det er også positivt, at regeringen vil lave en handlingsplan for lystfiskeri, der eksplicit skal styrke lystfiskeriets turismepotentiale. Det viser, at natur, friluftsliv og turisme kan gå hånd i hånd.
En dansk allemandsret skal tage hensyn til både natur og erhverv
CODK ser positivt på, at der nedsættes en Allemandsretskommission, som skal se på danskernes adgang til naturen - og ønsker at bidrage til arbejdet. Bedre adgang til naturen er vigtig. Natur, camping og outdoor rummer et stort potentiale – både for danskernes livskvalitet, for friluftslivet og for udviklingen af turismen i hele Danmark.
En allemandsret skal sikre balance mellem større pres på naturen, øget anvendelse og naturbeskyttelse. Områder med mindre naturværdi og mindre restriktive naturbeskyttelser giver nye muligheder for forretningsudvikling af outdooroplevelser og overnatning. Der skal tages hensyn til de virksomheder, der allerede skaber aktivitet, service og trygge rammer omkring naturoplevelser. Der må ikke skabes en konkurrencemæssig skævhed mellem regulerede virksomheder og uregulerede aktører.